Ørnekærgård på Byrådsmøde 7 januar vedr ØKV II

Medlemmer af bestyrelsen i Grundejerforeningen Ørnekærgård overværede byrådsmødet d. 7. januar 2020. I forbindelse med spørgetiden stillede vi en række spørgsmål om, hvorvidt byrådet er informeret om en række punkter vedrørende Lokalplan 1.88, Ørnekærs Vænge Syd (også kaldet ØKV II).

I kan se spørgsmålene her:

2020, 7 Januar - Spørgsmål vedr ØKV II stillet på byrådsmøde

NOTE: Det håndskrevne spørgsmål lyder: “11. Rådgivende ingeniørfirma vedr. støjberegninger anfører at krav til støjniveau ved 30% åbne vinduer i opholds og soverum anføres i lokalplan.” Det resterende er rimeligt læsbar.

BEMÆRK: Hvis din browser giver problemer med at se spørgsmålene, så kan de også ses her.

Det er borgmesteren, der besvarer spørgsmål i spørgetiden, og han svarede ja til de to første, der mundtligt blev stillet under ét.

For de øvrige spørgsmål bad borgmesteren om at modtage spørgsmålene skriftligt med henblik på at svare senere. Vi må således konstatere, at borgmesteren, der er kommunens øverst ansvarlige for, at byrådsarbejdet foregår på betryggende og fuldt oplyst grundlag, ikke kunne bekræfte dette på stedet.

I stedet blev spørgsmålene umiddelbart efter byrådsmødet afleveret til kommunaldirektøren med henblik på en senere skriftlig besvarelse.

Byrådets debat om lokalplanen bekræftede os i vores bekymring om, hvorvidt byråd og udvalgs medlemmer var informeret om de faktiske forhold. Der blev fra et af partierne i byrådet rejst kritiske spørgsmål til sagsbehandling og, hvorvidt der skulle rejses forbehold til lokalplanen eller behandlingen helt skulle udskydes til uoplyste forhold var afklaret. Men borgmesteren konkluderede på flertalgruppens vegne, at en udsættelse af vedtagelse af lokalplanen ville være det samme som at sige til bygherre, at der ikke kunne bygges. Herefter blev særindstillinger om forbehold og udskydelse frafaldet.

Under debatten oplyste formanden for den socialdemokratiske byrådsgruppe, at høringsparterne i sagen var blevet informeret og havde fået svar på indsigelser. Dette er ikke korrekt. Vi har ikke modtaget nogen form for svar.

Efter afslutning af byrådsmødet foreholdt vi gruppeformanden, at udsagnet ikke var korrekt, hvilket tydeligvis overraskede hende. Vi påpegede også den fejlagtige oplysning overfor både borgmesteren, kommunaldirektøren, direktøren for Teknik og Miljø samt en række af medlemmerne fra Teknik- og Bygningsudvalget.

Vi fik i efterfølgende samtaler med en række politikere bekræftet vores formodning om, at de var mangelfuldt informeret.

I kan se eller gense TV Ishøjs udsendelse fra byråds mødet d. 7. januar 2020

Andet:

I øvrigt kan vi oplyse at vi d. 7. januar 2020 har modtaget svar på vores indlæg i forbindelse med høring vedr. den nye affaldsplan. Vi vender tilbage herom senere.

Hvis I undrer jer over ”hullet” i støjvolden for etape 1 ca. 100m syd for kommunegrænsen mod Vallensbæk, begrundes dette med, at der er ledningsanlæg netop der, som ikke kan tåle trykket fra mængden af jord fra en støjvold i fuld højde. Intentionen er i stedet at supplere med en støjskærm. Men vi må afvente. Der er til tider langt fra tanke til handling.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Godt nytår – og lad os se frem mod 2020

Kære alle

Bestyrelsen ønsker alle medlemmer af Ørnekærgård samt øvrige beboere i Ørnekærs Vænge et rigtig godt nytår.

Et fantastisk nytårsfortsæt kan være at DU ønsker at deltage i bestyrelsesarbejdet for grundejerforeningen Ørnekærgård.

Vi gør lige igen opmærksom på datoen for den kommende generalforsamling. Den er:

  • Tirsdag 3 marts 2020, kl. 19:00 – Vibeholmskolen, lokale 28

God jul og generalforsamling i 2020

Kære alle

Bestyrelsen ønsker alle medlemmer af Ørnekærgård samt alle andre i Ørnekærs Vænge en glædelig jul.

Vi gør opmærksom på at datoen for den kommende generalforsamling er:

  • Tirsdag 3 marts 2020, kl. 19:00 – Vibeholmskolen, lokale 28

Der er brug for nye kræfter i bestyrelsen, så har du lysten til at deltage, så sig til.
Vi har brug for dig.

 

Ørnekærgård på byrådsmøde for spørgsmål vedr. støjvold

Repræsentanter for bestyrelsen overværede​ det åbne ​byrådsmøde i Ishøj d. 5. november. Formålet var, at få rejst spørgsmålet overfor det samlede byråd “Går den nye udvidelse af støjvolden mod motorvejen til Greve kommunegrænse eller ej”. I kan se tidligere spørgsmål til Poul Jørgensen, Formand for ​byrådets Bygnings- og Teknikudvalg, på vores hjemmeside. De var ​afledt af Poul Jørgensens oplysninger på kommunens informationsmøde 16. september 2019. Da vi ikke modtag svar på vores henvendelse herom, måtte vi rejse spørgsmålet på byrådsmødet.

Mundtlige spørgsmål skal rettes til Borgmesteren​, så vi spurgte indledningsvis om Poul Jørgensen kunne ​få lov at besvare spørgsmål. Dette blev afvist af Borgmesteren, med supplerende svar, at der var et brev undervejs til Grundejerforeningen. Spørgsmålet blev efterfølgende afleveret/meldt ud til byrådet, dog uden at vi fik fyldestgørende svar.

Efter byrådsmødet havde vi en samtale med Poul Jørgensen. Han havde ikke uventet en anden udlægning af sagen. ​Poul Jørgensen fik udleveret en kopi af mail og brev. Diskussionen varede en rum tid, og Poul Jørgensen udtalte at hullet selvfølgelig skulle lukkes.

​Vi opfordrede kraftigt til allerede nu at iværksætte forberedelse til lokal plan for ​den manglende strækning af støjvoldsprojektet ned mod kommunegrænsen til Greve. ​Vi deltager ​gerne i møde med forvaltningen, og ​Poul Jørgensen ville tale med Borgmesteren herom.

Dagen efter modtog vi mail/brev fra Ishøj Kommune med svar på vores spørgsmål​. Dette kan læses HER

Af andet af interesse for medlemmerne, kan nævnes at nuværende entreprenør på affaldsindsamling har opsagt kontrakten med ophør til 1. januar 2020. Derfor er Ishøj Kommune nu i gang med i samarbejde med 4 andre kommuner at danne et selskab som skal overtage affaldsindsamling.

Omkring fællesantenne er man i gang med at finde køber til nettet. Eksempelvis vil TDC deltage i møde med ​byrådet i starten af december, og forklare hvad de kan levere af udrulning af fiber. Detaljer kan læses i dagsorden for byrådsmødet.

Vedrørende høringssvar til lokalplanforslag 1.88 for Ørnekærs Vænge Syd/ØKV II

Bestyrelsen er i øjeblikket i færd med at udarbejde et høringssvar til Lokalplanforslag 1.88 udarbejdet af Ishøj Kommune vedrørende ny bebyggelse på Ørnekærs Vænge II (Syd).
Som basis for høringssvaret har vi udarbejdet en liste over punkter, vi vurderer er relevante at få behandlet. Vi uploader listen (KLIK HER) på vores hjemmeside, således at den kan inspirere øvrige beboere i området til at afgive høringssvar og ud fra egne holdninger til projektet.
Vi opfordrer så mange som muligt til at gennemgå lokalplanforslaget og afgive høringssvar.
Husk frist for høringssvar er d. 28. oktober/denne måned.
Vær også opmærksom på, at der kan være problemer ved upload, hvorfor man ikke bør vente til absolut sidste minut.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Bliver støjvolden, fase 2, bygget helt ned til grænsen ved Greve kommune?

Det har fra formanden for byrådets Teknik- og Bygningsudvalg lydt, at støjvolden mellem Ørnekærs Vænge og motorvejen vil gå helt ned til kommunegrænsen til Greve.
Bestyrelsen er ved at undersøge, om denne nye oplysning er korrekt.
Se vores e-mail herom og brev med påmindelse, som vi har sendt på grund af manglende svar på e-mailen.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Ørnekærs Vænge II/Syd – klage over manglende miljøvurdering

Bestyrelsen har gennemgået Ishøj Kommunes forslag til lokalplan 1.88 og forslag til kommuneplantillæg nr. 10 vedrørende Ørnekærs Vænge II (“Ørnekærs Vænge Syd”), som blev sendt i høring med brev til alle medlemmers eBoks 5. september 2019.

Det fremgår, at byrådet har godkendt, at der ikke er behov for en egentlig miljøvurdering. Der er i stedet udarbejdet såkaldte “screeninger” af planforslagene.

Efter bestyrelsens opfattelse lever disse “screeninger” ikke op til kravene i lovgivningen, så vi har valgt at klage over byrådets beslutning om at undlade miljøvurdering til Planklagenævnet. Ankefristen var på kun fire uger, dvs. 3. oktober 2019, hvorimod fristen for høringssvar for selve planforslagene er 31. oktober 2019.

Der er et gebyr for at anke til Planklagenævnet på 900 kr. Gebyret bliver tilbagebetalt, hvis vi får helt eller delvis medhold i klagen.

Udgiften til klage er ikke med i grundejerforeningens budget for 2019, så der kan argumenteres for, at bestyrelsen skulle have sikret en generalforsamlings godkendelse af udgiften. Imidlertid har den korte klagefrist medført, at det ikke ville være muligt at indkalde en ekstraordinær generalforsamling inden fristen. Bestyrelsen har vurderet, at det tjener grundejerforeningens interesser bedst at gennemføre klagen, så vi har valgt at gennemføre den uden godkendelse af udgiften på en ekstraordinær generalforsamling.

Klagen kan læses her.

Vedrørende den øvrige del af lokalplanforslaget, hvor klagefristen er i slutningen af denne måned, arbejder vi i bestyrelsen på en liste over hvilke punkter, der bør ændres i det udsendte forslag, og har vores fokus.

Vi vil lægge listen på hjemmesiden i næste uge, hvor hver især kan vurdere ens egen holdning til de enkelte punkter. Det skal således ses som lidt inspiration.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

HUSK – infomøde 16 sep. – TILMELDING SENEST 9 sep. kl 12 – HUSK

Grundejerforeningen gør opmærksom på at der er TILMELDINGSFRIST til infomøde om bebyggelse syd-øst for Ørnekærs Vænge (i daglig tale “Ørnekærs Vænge II”).

FRISTEN er mandag 9 september kl 12:00.

INDEN DA SKAL DU HAVE TILMELDT DIG TIL Camilla P. via email 38637@ishoj.dk. 

Infomødet er 17:00-19:00 med start på udviklingsområdet.

Kommunen skriver desuden at, hvis det regner så afholdes mødet først fra kl 17:30 og da med start og slut på Vibeholmskolen.